Når designtænkning anvendes til at facilitere et offentlig-privat innovationssamarbejde (OPI), er det ofte for at skabe værdi og positive effekter for alle involverede samarbejdspartnere – både de offentlige aktører, virksomhederne og de borgere, som løsningerne berører.
Når OPI-processen er designdrevet fra start til slut får parterne systematisk afdækket centrale og ofte komplekse problemer og udfordringer.
I kombination med OPI giver designtænkning derfor rigtig god mening. Og der er flere fordele at høste.
Designtænkning understøtter værdiskabelse
Designtænkning skaber et holistisk syn på problemstillingen, som tager højde for hele oplevelsen af en løsning og rummer, at konteksten kan ændre sig. Metoden kan visualisere og gøre brugernes oplevelser mere håndgribelige, selvom der er tale om services og processer.
Samtidig er designtænkning medskabende, så flere, forskellige mennesker og faggrupper involveres. Særligt dem, der er en del af systemet, processen eller servicen, og dem, der konkret udvikler løsningen. Dette understøtter også en brugerorientering, så mennesker og ikke kun teknologien og den fagprofessionelle viden sættes i centrum for, hvad der skal udvikles.
Et designdrevet OPI-forløb kan således skabe et stærkt grundlag for udvikling af effektfulde løsninger, der gavner borgere og offentlige organisationer samt sikrer vækst, eksportmuligheder og salg for virksomheder.
Designtænkning byder også på udfordringer
Men der er også en skyggeside. Anvendelsen af designtænkning er ikke nødvendigvis kun forbundet med positiv værdiskabelse for de deltagende offentlige og private parter. Særligt for parter, der ikke har et forudgående kendskab til designtænkning, kan denne tilgang byde på en række udfordringer.
Det så vi i OPI-projektet ’Det Demensvenlige Samfund’, som var et ud af fire projekter under programmet OPI Living Design Lab (www.livingdesignlab.dk). I projektet samarbejdede tre SMV’er (små og mellemstore virksomheder) med tre kommuner om at udvikle en digital kommunikationsløsning til pårørende til demensramte.
Udfordringerne udspringer alle af de styrker ved designdrevet OPI, hvor der ikke er angivet retningslinjer for, hvornår nok er nok:
- Mens styrken ved designdrevet OPI er at kunne indlemme mange forskellige videndomæner, er udfordringen også at kunne afgrænse, hvilke videndomæner løsningen skal hvile på. Komplekse problemer kalder på helhedsorienterede løsninger og dermed typisk kombinationen af forskellige videndomæner. Men det kalder også på, at parterne løbende skal beslutte, hvad der er væsentligt, og hvad der er mindre væsentligt at indarbejde af viden i løsningen.
- Mens styrken ved designdrevet OPI løbende er at kunne trække på mange – og forskellige – deltagere, og gøre brug af deres ekspertiser, er udfordringen også at kunne skabe værdi for alle ”typer” deltagere. Deltagere i et OPI-forløb skal gerne kunne se et formål med deres deltagelse og bidrag. Det kan dog være svært at undgå gentagende diskussioner og samtidig sørge for fremdrift, når alle parter skal opleve mening og følge ’den røde tråd’.
- Mens styrken ved designdrevet OPI er, at kunne medtage forskellige brugerbehov så implementeringen af en løsning tager højde for alle scenarier, er udfordringen også at nå udover opdagelsesfasen og ikke blive fanget af lokale behov. En eksplorativ tilgang til et komplekst problem er ofte nødvendig for at kunne forstå alle brugerbehov. Da mange brugere ofte er i spil, kan det være svært at vide præcist, hvornår tilstrækkelig opdagelse og nuancering er opnået.
- Mens styrken ved designdrevet OPI er, at alle parter er gensidigt afhængige af hinandens input og sammen udvikler, tester og videreudvikler, er udfordringen også, at tidshorisonten hos virksomhederne er langt kortere end hos kommunerne. OPI kalder på, at offentlige og private parter går sammen og puljer deres ressourcer, så nytænkende løsninger kan opnås. Her kan det være svært at bevare alle parters motivation på længere sigt, når parterne har forskellig opfattelse af, hvad den ’brændende platform’ indebærer.
