OptionX, en københavnsk FinTech-startup, har lanceret en valuta-hedging app på Bloomberg’s App Portal.
Nu får selskaber, banker, pensionsfonde og hedgefonde mulighed for at bruge teknologien til at sammenligne adskillige hedging-strategier – og dermed opnå den bedste løsning til at hedge deres valutarisiko. Bloomberg Terminal-abonnenter kan få adgang til OptionX appen på {APPS OPTIONX <GO>}.
OptionX-appen fungerer i real-time, er fuldautomatiseret og regelbaseret. Appen giver også brugere adgang til en benchmark-motor, som kan uploade brugerens egen data og derpå sammenligne resultatet med OptionX’s AI-baserede modeller. Ydermere kan brugere skræddersy deres eget sæt af risikoparametre og rangere de resulterende strategier i overensstemmelse med deres virksomheds retningslinier for hedging.
Kristian Siggaard-Jensen, der er medstifter af OptionX og arkitekten bag modellen siger: ”Betydelige kursudsving i markedet har en tendens til at ske i skarpe ryk, hvilket afslører skjulte tail risks. OptionX tilbyder en ny måde at beskytte sig mod disse valutaudsving. Appen er en kulmination på mere end 15 års arbejde indenfor trading og styring af valutarisiko. OptionX sætter brugeren i stand til at udføre en dybdegående ”hvad-nu-hvis”-analyse og dermed finde den optimale hedging-løsning, som har en statistisk pålidelig bias, og som er indenfor en bruger-defineret ramme af risikoparametre. Vi er glade for at kunne tilbyde OptionX til brugerne på Bloomberg App Portal.”
Mike King, der er chef for Bloombergs App Portal Business, siger: ”Bloomberg arbejder hele tiden sammen med FinTech-selskaber fra hele verden, selskaber som kan tilføre nyskabende og specifik værdi til kapitalmarkederne. Vi er stolte over at tilbyde OptionX på Bloomberg Terminalen, en unik måde at analysere FX-risiko. Deres app supplerer vores brede sæt af værktøjer og vil være til stor hjælp for alle, der har direkte eller indirekte exposure til udenlandske valutaer.
OptionX appen er tilgængelig på Bloomberg App Portal for Bloomberg Terminal-abonnenter via {APPS OPTIONX <GO>}. Bloomberg App Portal giver abonnenter adgang til et bredt bibliotek af finansielle værktøjer, som er udviklet af Bloomberg selv eller af specialiserede software-selskaber.