Undgå uventet efterregning når leasingbilen afleveres tilbage
Hjem LIVSSTIL Undgå uventet efterregning når leasingbilen afleveres tilbage

Undgå uventet efterregning når leasingbilen afleveres tilbage

Af Redaktionen

Tusindvis af leasingbiler skal afleveres i disse måneder. – Det er ikke ualmindeligt med efterregninger, når en leasingbil afleveres, siger Applus+ Bilsyn. Se hvordan du undgår ekstrakrav.

Mange leasingaftaler udløber i november og december, fordi de fleste aftaler indgås i slutningen af året.

Men når bilerne leveres retur til leasingselskaberne, er det kun 13% af bilerne, som er helt uden fejl. Leasingtagerne risikerer derfor en uventet efterregning ved den afsluttende skadesgennemgang.

Det forklarer landets største synsvirksomhed, Applus+ Bilsyn, som hver måned syner hundredvis af leasingbiler, der afleveres efter endt leasingperiode.

Overrasker bilisterne
– Mange af de leasingbiler, vi modtager, har synlige fejl og mangler. Er der ridser, stenslag eller andet, der ikke kan fjernes ved almindelig polering, vil delen typisk skulle omlakeres. En omlakering af f.eks. motorhjelmen eller en dør koster typisk 3.000-5.000kr, og er der flere af denne slags skader, løber det hurtigt op. Det kommer bag på leasingbilisterne, siger teknisk chef hos Applus Bilsyn, John Gantzhorn.

Rammer stadig flere
Nye tal indikerer tilmed, at problemet rammer stadig flere bilister, fordi antallet af leasede biler vokser. Ifølge Bilstatistik.dk steg det samlede antal af privat- og erhvervsleasede biler fra 200.401 i 2020 til 217.847 i 2023, en stigning på knap 10 procent.

De fleste leasingselskaber anvender en standardleasingaftale, hvor leasingtageren forpligter sig til at indlevere bilen i ny eller næsten ny tilstand, når leasingperioden udløber, og det overser mange. Før man underskriver en leasingaftale, er derfor en god idé at undersøge leasingselskabets regler på området.

– Det betyder, at bilen hverken må være beskidt, have buler eller sågar ridser i lakken, der ikke kan poleres væk. Mange leasingbilister bliver overraskede i de tilfælde, at skaderne løber op i et pænt tocifret beløb, forklarer John Gantzhorn.

Sådan gør du leasingbilen klar til aflevering
Så hvordan gør man sin leasingbil klar til aflevering, og hvordan kører man udenom en træls efterregning fra leasingselskabet?

Det giver Applus+ Bilsyn et bud på.

– Indleverede leasingbiler har som regel ridser og skader på fælgene, kofangeren, motorhjelmen og lakken. De skal udbedres, og så skal bilen vaskes grundigt indvendig og udvendigt.

– Herudover er det bedste, men også lidt gammelkloge råd, at passe og pleje sin leasingbil løbende. Ridser i lakken eller buler, der ikke behandles, forværres med tiden, og så stiger de endelige reparationsomkostninger. Vedligeholder man derimod bilen hver måned, og f.eks. løbende rengør, vasker og giver lakken voks for at udligne ridser, bliver opgaven mere overskuelig, siger John Gantzhorn.

Undgå uventet efterregning når leasingbilen afleveres tilbage

Kun 13 procent af de leasingbiler, som Applus+ Bilsyn gennemgår efter endt leasing, er skadesfri, og er bilen skadet, skal leasingtageren betale reparationen.

Ekstra indsats hvis leasingbilen er slidt
– Har man anvendt leasingbilen til f.eks. at køre affald, træ, sten og andre genstande væk, og har man samtidig set stort på den løbende rengøring og pleje af bilen, så kan det komme til at koste dyrt. Køb som det første en professionel rengøring af kabinen, og få hjælp til at få lukket eventuelle ridser i instrumentbordet, i sæderne og i lakken. Få vasket bilen grundigt, da det klart forbedrer helhedsindtrykket. Kør eventuelt bilen til et bilsyn, før bilen indleveres, og få en professionel til at forklare, hvad du skal udbedre og hvordan, uddyber John Gantzhorn.

Vil du være helt sikker på, hvilke skader dit leasingfirma accepterer og ikke accepterer, før du afleverer bilen tilbage, kan du finde dem beskrevet i firmaets ’Fair Tear and Wear’-guide. De fleste leasingselskaber har på deres hjemmeside desuden et ”skadeskatalog”, som beskriver acceptable skader på baggrund af alder og km. Det kan spare dig mange penge.

Eksempler på hvilke skadestyper leasingfirmaerne typisk accepterer og ikke accepterer uden ekstraomkostninger? Husk at tjekke med dit eget leasingfirma(!)

  • Skader uden på karosseriet der accepteres, f.eks.:

    – Små ridser eller mindre lakafskrabninger, hvis de kan poleres væk.

    – Mindre skrammer eller tryk i gummilister, der ikke forringer bilens udseende.

  • Skader uden på karosseriet der ikke accepteres, f.eks.:

    – Bløde buler, der er større end ca. 2 cm i diameter, eller skarpe buler, der skal repareres og lakeres.

    – Alle skader i lak der ikke kan poleres væk, samt ikke fagligt korrekt udførte reparationer.

  • Skader på ruder og lygter der accepteres, f.eks.:

    – Mindre stenslag på 2-3 mm uden revnedannelse.

  • Skader på ruder og lygter der ikke accepteres, f.eks.:

    – Brud og revner i forlygter, baglygter og lygtehuse.

    – Tydelige stenslag med revner, der kræver reparation eller udskiftning af ruden.

  • Skader på dæk og fælge der accepteres, f.eks.:

    – Mindre ridser der kan poleres væk samt overfladisk rust på stålfælge.

  • Skader på dæk og fælge der ikke accepteres, f.eks.:

    – Flænger/skader på dæk samt nedslidte dæk (under 1,6 mm).

    – Ridser og skader der ikke kan poleres væk.

  • Indvendige accepterede skader, f.eks.:

    – Små ridser eller skrammer som følge af normal brug, normalt slid på sæder og indtræk.

    – Snavs og misfarvning, som kan fjernes ved almindelig rengøring.

  • Indvendige skader der ikke accepteres, f.eks.:

    – Ridser, snit, huller, brud, brandmærker/huller mv.

    – Interiørdele, der er ødelagte, skadede eller deformerede.

    – Beskadigede sikkerhedsseler eller selelåse.

    – Snavs og misfarvning, som kræver professionel rengøring.

    – Skimmel eller unormal lugt, evt. efter dyr eller rygning.

    – Manglende dele som nakkestøtter, afdækninger, sæderækker mv.

    Kilde: Applus+ Bilsyn

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>