Energy Cluster Denmark får en ny bestyrelsesformand
Hjem ENERGI Energy Cluster Denmark får en ny bestyrelsesformand

Energy Cluster Denmark får en ny bestyrelsesformand

Af Redaktionen

Bo Svoldgaard er valgt som ny formand for Danmarks samlede energiklynge.

Den tidligere Vestas-profil overtager efter Peder Østermark Andreasen, der har varetaget posten siden etableringen af Energy Cluster Denmark i 2020.

Det er et kendt ansigt i energiklyngen, der fremover skal sætte den strategiske retning for innovative partnerskaber på tværs af den danske energisektor.

Med mere end 20 års erfaring som topleder i forskellige energivirksomheder – og med to år som næstformand for Energy Cluster Denmarks bestyrelse – er Bo Svoldgaard klar til at skrue op for endnu flere samarbejder mellem virksomheder, forskere, kommuner og andre, der vil tage del i den grønne omstilling gennem Danmarks energiklynge.

Det fortæller den nye formand, der blev valgt af en enig bestyrelse på et møde den 24. maj 2023.

”Energy Cluster Denmark skal gøre en konkret, positiv forskel for arbejdet med at indfri vores fælles klimamål. Den indsats hænger sammen med et øget fokus på grøn teknologiudvikling, så vi kan sikre vækst og velstand i vores virksomheder og i samfundet generelt. Det er med det udgangspunkt, at jeg tiltræder som ny bestyrelsesformand – en position som jeg er glad og stolt over at skulle varetage,” fortæller Bo Svoldgaard, der kommer fra en stilling som Senior Vice President for Innovation & Concepts i Vestas.

Velsmurt innovationsmaskine
Energy Cluster Denmark blev etableret i 2020 efter en konsolidering af flere danske energiklynger. Den proces var drevet af et industrielt ønske om at etablere én fælles indgang til samarbejder om energiteknologisk innovation i Danmark, fortæller Bo Svoldgaard, der overtager posten som bestyrelsesformand fra den tidligere Energinet-direktør, Peder Østermark Andreasen.

Energy Cluster Denmark får en ny bestyrelsesformand

Bo Svoldgaard

”Det skal være let for alle aktører i den danske energiklynge at samarbejde om innovation. Energy Cluster Denmark er på få år blevet det naturlige mødested for innovative partnerskaber i energisektoren, og bestyrelsen, der består af repræsentanter fra alle led af den danske værdikæde for energi, har skabt en velkonsolideret, velsmurt innovationsmaskine. Nu skal vi skalere energiklyngen yderligere, for vi nærmer os 2030 og 2050 med hastige skridt,” siger Bo Svoldgaard.

Ifølge ham handler skaleringen især om at øge antallet af innovationsprojekter i porteføljen, så flere energiteknologiske løsninger kan nå det kommercielle marked på kortere tid.

”Danmark fylder ikke meget på globussen, så den eneste måde, vi kan levere et positivt impact for klimaet på, er ved at skabe innovative teknologier, der kan skaleres og sælges globalt. Det er sådan, vi kan flytte resten af verden i en grønnere retning. Vi vejer langt tungere end de seks millioner mennesker, vi er,” siger Bo Svoldgaard.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>