Hovedrengøring med ISO 37001- Interview med Palle Skaarup fra ATEA A/S

Vi har siden 2015 arbejdet seriøst med at udvide og udvikle vores compliance-program.

Det har været en vigtig selvrenselsesproces, der har sikret os det bedst tænkelige beredskab mod bestikkelse, korruption og anden uetisk forretningsmæssig adfærd. Vi er utrolig stolte af nu at have opnået ISO-certificeringen. Det er en blåstempling, fordi vi er de første i branchen, der kan dokumentere, at vi arbejder aktivt og systematisk på at undgå korruption og bestikkelse,” sagde Ateas administrerende direktør, Morten Felding, da virksomheden i slutningen af 2017 havde opnået ISO 37001-certifikatet.

Forud var der gået en stor rengøringsproces, som Palle Skaarup, Director, Compliance & Legal, Atea A/S, kalder en ”selvrenselsesproces”. – I 2015 spurgte vi, hvordan vi får overbevist os selv og vores omgivelser om, at vi har noget, der virker. Vi styrkede vores compliance-program og efter råd fra revisorer og advokater, valgte vi at gå efter en ISO 37001-certificering. Det har skærpet vores måde at arbejde på, og vi har fået styr på vores indsats.

18 risikoområder monitoreres
Når badeværelset rengøres, er der altid særligt fokus på at få skrubbet toilettet. På samme måde har Atea udvalgt en række områder, som de har særligt fokus på for at få bugt med tidligere tiders utøj og dårlig etik.

– Vi har udvalgt 18 områder, hvor risikoen for bestikkelse er særlig stor, og dem monitorerer vi løbende. Det er f.eks. omkring kundegaver, som vi nu har centraliseret, så alle gaver bliver dokumenteret med giver, modtager, og anledning. Alle gaver har en værdi mellem 200 og 400 kroner, og de skal bestilles via en app, der er udviklet til formålet. På den måde styrer vi processen, men vi fritager også medarbejderne for nogle af de bekymringer, som de ellers måtte have. Når de følger retningslinierne, kan de trygt give deres gave, og slippe bekymringerne omkring bestikkelse, siger Palle Skaarup.

På samme måde overvåger virksomheden også marketingevents, rejseafregninger og salgskonkurrencer, og demovarer bliver altid faktureret efter udlån – eller solgt internt i virksomheden, når de er leveret tilbage. Det har været med til at fjerne mange bekymringer hos Ateas medarbejdere. – Vi har kun modtaget 4-6 henvendelser via vores Whistleblower-ordning, som alle er behandlet af vores Compliance Board. Derimod har vi håndteret 1.500 henvendelser via vores Compliance-mailbox, som er fra medarbejdere, der spørger ind til den praktiske håndtering af dagligdagens udfordringer. Vi oplever, at der er stor fokus på god adfærd, siger Palle Skaarup.

Dedikeret indsats af hele organisationen
Det samme indtryk står Stine Josefsen, CSR Product Manager, Bureau Veritas, tilbage med, efter at hun har stået i spidsen for certificeringen. – Atea har været meget dedikerede, og der har været et ualmindeligt godt kendskab til anti-korruption gennem hele organisationen og helt ud til de udførende montører. Risikovurderingen har været meget kvalificeret, og de har arbejdet meget seriøs med forbedringer. De har generelt set fortolket standarden i forhold til deres virksomhed og branche, så den er blevet meget nærværende for alle medarbejdere, siger Stine Josefsen.

Fakta om ISO 37001 om anti-bestikkelse
ISO 37001 er en standard for bekæmpelse af bestikkelse, der blev offentliggjort i oktober 2016. Standarden er designet til at hjælpe en organisation med at etablere, implementere, vedligeholde og forbedre et compliance-program med det formål at bekæmpe bestikkelse.

Organisationen skal gennemføre en række foranstaltninger og kontroller på en rimelig og proportionel måde for at hjælpe med at forebygge, opdage og behandle bestikkelse, herunder:

  • Antibestikkelsespolitik
  • Top-Management lederskab, engagement og ansvar
  • Personelkontrol og træning
  • Risikovurderinger
  • Due diligence på projekter og forretningsforbindelser
  • Finansiel, kommerciel og kontraktmæssig monitorering
  • Rapportering, overvågning, undersøgelse og monitorering
  • Korrigerende handling og løbende forbedring

Standarden gavner en organisation ved at levere minimumskrav og vejledning til gennemførelse af et ledelsessystem til bekæmpelse af bestikkelse. Desuden giver standarden sikkerhed til ledelse, investorer, medarbejdere, kunder og andre interessenter i forhold til, at en organisation tager rimelige og nødvendige skridt til at forhindre bestikkelse. Slutteligt giver standarden nødvendig dokumentation og bevis for, i tilfælde af en efterforskning, at en organisation har taget rimelige skridt til at forhindre bestikkelse.