Under udviklings-konferencen Samsung Developer Conference 2018 i San Francisco præsenterer Samsung i dag nye kraftfulde udviklingsværktøjer til deres AI- og IoT-platforme, Bixby og SmartThings, samt banebrydende mobilteknologi med One UI og Infinity Flex Display.
For at accelerere udviklingen inden for den opkoblede livsstil – og gøre denne til en realitet – har Samsung gjort det lettere for udviklere og partnere hurtigt at skabe, lancere og skalere nye oplevelser til millioner af enheder verden over.
– Vi har opnået en stor fremgang inden for AI og IoT – noget som er helt essentielt for os, hvis vi skal opnå de visioner, vi har for et opkoblet liv. Fremgangen for Bixby og SmartThings åbner op for et nyt kapitel, hvor tredjepartsprodukter- og tjenester kan integreres i skalerbare AI- og IoT-platforme, siger DJ Koh, Præsident og CEO for IT & Mobile Communications Division hos Samsung Electronics.
Banebrydende brugeroplevelser og skærminnovationer
Med One UI introducerer Samsung en ny og intuitiv brugergrænseflade. For at sikre et mere stilrent og minimalistisk design, fastholdes det mest relevante indhold i bunden af skærmen. Det gør telefonen lettere at håndtere med en enkelt hånd.
Samsung præsenterer desuden den nye skærmteknologi Infinity Flex Display, som i kombination med One UI giver en helt ny mobiloplevelse, der giver brugeren muligheder, som aldrig tidligere er set hos en normal telefon. Brugerne får nu det bedste af to verdener: en kompakt smartphone, der desuden kan foldes ud til en større skærm, hvis der skal multitaskes eller ønskes en bedre visuel oplevelse. Skiftet fra lille til stor skærm sker helt gnidningsfrit og ændrer ikke på den gode app-oplevelse. Brugerne har sågar mulighed for at arbejde i tre aktive apps på samme tid.
Eftersom Infinity Flex Display er næste generationens platform, inviterer Samsung udviklere til at blive en del af ræset fra starten af. Gennem et samarbejde med Google og Androids store community af udviklere vil Samsung maksimere den nye formfaktors potentiale, og skabe den optimale foldbare brugeroplevelse.
– Den foldbare skærm danner grundlaget for en helt ny type af mobile oplevelser. Det er spændende at arbejde med udviklerne bag denne nye platform, der er med til at skabe endnu mere værdi for vores kunder. Vi er spændte på at se, hvor denne teknologi og samarbejdet fører os hen, siger DJ Koh.