Bert Nordberg ny bestyrelsesformand i TDC A/S

Det er med glæde, at TDC Group kan meddele, at Bert Nordberg pr. 1. august 2018 tiltræder som formand for TDC Groups bestyrelse.

Med mere end 25 års erfaring inden for it-branchen og teleindustrien har Bert Nordberg en bred viden om branchen og stor erfaring med strategisk transformation og infrastruktur. Bert Nordberg har siden 2012 været bestyrelsesformand for Vestas og sidder desuden i en række bestyrelser herunder Electrolux AB, Saab-koncernen, Skandinaviska Cellulosa AB og Essity AB. Før dette havde Bert Nordberg en lang karriere hos Ericsson, hvor han blandt andet var CEO for Sony Ericsson mellem 2009-2012.

Bert Nordberg udtaler: “Jeg har fulgt situationen omkring TDC nøje, og jeg er overbevist om, at den strategi, de nye aktionærer har lagt frem, er den rigtige for virksomheden og for Danmark. Jeg er spændt på at komme i gang, og jeg ser frem til samarbejdet med Mike Parton og resten af bestyrelsen samt til at bruge min erfaring til at implementere den nye strategi for TDC.”

CEO for PFA, Allan Polack, udtaler på vegne af aktionærerne: “Bert er meget erfaren, og hans kendskab til telesektoren og det danske erhvervsliv gør ham til et stærkt valg til at lede TDC’s bestyrelse. De 8.000 medarbejdere og TDC-ledelsen er i fuld gang med at gennemføre vores strategiske vision for TDC, og vi ser frem til, at Bert skal bistå med at lede den proces.”

“Vi vil også takke Mike Parton for hans indsats og lederskab som midlertidig formand. Vi er meget tilfredse med de fremskridt, der er gjort indtil videre – hvilket i vid udstrækning skyldes Mikes engagement og indsigt.”
Som meddelt 14. maj 2018 fortsætter Mike Parton i bestyrelsen som næstformand, hvor han skal arbejde tæt sammen med Bert Nordberg om at lede TDC’s strategiske transformation. Ulrik Dan Weuder udtræder af bestyrelsen i forbindelse med Bert Nordbergs tiltræden. TDC Groups bestyrelses sammensætning forbliver ellers uændret.