85-90% af kasseret ”småt elektronik” kan genanvendes
Hjem BÆREDYGTIGHED 85-90% af kasseret ”småt elektronik” kan genanvendes

85-90% af kasseret ”småt elektronik” kan genanvendes

Af Redaktionen

Aktørerne i grenbrugsbranchen har forskellige opfattelser af, hvor meget det kan betale sig at genbruge og genanvende de kasserede produkter.

Nu slår en ny analyse imidlertid fast, at over 85% af kasseret ”småt elektronik” kan materialegenanvendes, og dermed enten som materialer eller komponenter kan indgå i nye produkter. Det sætter en tyk streg under, hvor vigtigt det er at virksomheder og private kommer på genbrugspladsen med deres kasserede computerskærme, laptops, mobiltelefoner, kameraer mv.

85-90% af de kasserede computerskærme, hårtørrere, el-tandbørster, mobiltelefoner etc., som vi putter i ”småt elektronik” på genbrugspladsen, kan adskilles og komponenter og råstoffer genanvendes. Det viser en analyse, som genindvindingsvirksomheden HJ Hansen Recycling A/S og Elretur netop har fået gennemført. Analysen og metoden er gennemgået og overvåget af miljøkonsulentvirksomheden Econet A/S. Analysen giver for første gang en uvildig indsigt i, hvor stort potentiale der ligger i genanvendelse af ”småt elektronik” sektionen på genbrugspladserne.

”Det er enormt vigtigt for den fremadrettede debat og praktiske håndtering af genbrugsudfordringerne, at vi nu har et solidt tal for, hvor meget værdi vi kan udvinde fra virksomheders og privatpersoners kasserede elektronik. Min forventning er, at analysen vil bidrage til et endnu større fokus på genbrug og genanvendelse af kasserede el-artikler. Og at vi derigennem sparer en langt række knappe ressourcer. Når vi ikke skal udvinde de knappe råstoffer gennem minedrift, sparer vi også miljøet for en betydelig CO2 belastning”, siger adm. direktør i HJ Hansen Recycling A/S, Mogens Bach Christensen.

Analysen viste endvidere, at kun 5% af de kasserede el-artikler fra ”småt elektronik” kunne tages ud af affaldsstrømmen, repareres og sendes tilbage på markedet. Det er der ifølge adm. direktør i Elretur, Morten Harboe-Jepsen nogle specifikke grunde til.

”Vores erfaringer viser, at virkelig mange forbrugere og også virksomheder opmagasinerer deres brugte el-artikler såsom laptops og mobiltelefoner i stedet for at aflevere dem på genbrugspladsen. Vi går på denne måde glip af mange brugte kvalitetsprodukter, som kunne refereres og genbruges. Til gavn for miljøet og klimaet. Mange tror f.eks., at de risikerer at miste vigtige persondata, hvis de afleverer deres brugte laptop eller mobil. Men det er ikke tilfældet. For de kasserede produkter bliver håndteret sikkert og effektivt af certificerede operatører, som sletter data ud fra nogle af de højeste sikkerhedsstandarder, der findes,” siger Morten Harboe-Jepsen.

Selv når de kasserede el-artikler ikke kan genbruges, kan råstofferne indgå i produktionen af nye el-artikler og en række brugte komponenter kan bruges som reservedele til at sikre, at flere brugte produkter kan komme tilbage på markedet igen.

 

Elretur går sammen med HJ Hansen Recycling A/S og Stena Recycling A/S om at etablere to nye såkaldte ”First Treatment” anlæg i Øst- og Vestdanmark. Anlæggene åbner i 2022 og skal udsortere og identificere el-artikler, som kan forberedes til genbrug (FtG). Anlæggenes særlige genbrugsfokus, innovative procesteknologi og behandlingsvolumen vil bringe Danmark forrest på genbrugsfronten i Europa.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>