Applus+ Bilsyn indfører lynhurtig batteritest i 29 synshaller
Hjem ENERGI Applus+ Bilsyn indfører lynhurtig batteritest i 29 synshaller

Applus+ Bilsyn indfører lynhurtig batteritest i 29 synshaller

Af Redaktionen

Batteritest på kun 20 minutter: El-bilejere over hele landet får nu lettere ved at få hurtigtestet deres batteri.

Antallet af elbilejere stiger markant i disse måneder, og efter at Applus+ Bilsyn har testet en hurtig batteritest siden begyndelsen af året, udvider synskæden nu testen fra to til 29 synshaller landet over.

– De første batteritests har givet os rigtig mange positive erfaringer. Testen er hurtig og leverer præcise tal på en elbils batterikapacitet, samtidig modtager vi hele tiden nye henvendelser fra elbilsejere, som har brug for et SOH-tjek (State of Health), inden garantien udløber. Ved at indføre testen i 27 nye synshaller rykker vi tættere på elbilejerne, forklarer John Gantzhorn, teknisk chef hos Applus+ Bilsyn, om baggrunden for udrulningen.

Test på kun 20 minutter
Mens tidligere tests på markedet har taget op til et par dage, kontrollerer Applus+ Batteritest batteriets sundhed og batterikapacitet på blot 20 minutter.

Et SOH-tjek er vigtigt, når batterigarantien nærmer sig udløbsdatoen, fordi bilejere dermed stadig har tid til at reklamere, hvis der er fejl på batteriet.

Vigtigt når du handler brugt elbil
Og så har det stor betydning, når en elbil handles brugt, især uden om en forhandler, forklarer John Gantzhorn.

Applus+ Bilsyn indfører lynhurtig batteritest i 29 synshaller

Elbilejere får nemmere ved at få testet batteriet, efter at Applus+ Bilsyn breder hurtigtest af batterier ud til 29 synshaller over hele landet.

– Lade- eller restkapaciteten på et brugt elbilbatteri kan være væsentligt nedsat sammenlignet med en ny elbil. Vil man købe en brugt elbil, er dette afgørende information, så man ikke ender med et defekt eller nedslidt batteri, siger han.

Herudover giver det sælgeren en større troværdighed i forhandlingen. Præcis ligesom med en brugtbilsattest, der dokumenterer tilstanden på en brugtbil, uddyber John Gantzhorn.

Stigende efterspørgsel på batteritest
På grund af elbilernes fremmarch forventer Applus+ Bilsyn, at efterspørgslen efter batteritesten vil fortsætte med at stige.

Nye tal fra De Danske Bilimportører viser, at der i løbet af 2023 er kommet 34.443 nye elbiler på de danske veje. Alene i august blev der solgt dobbelt så mange elbiler sammenlignet med samme måned sidste år, oplyser Bilimportørerne på deres hjemmeside.

– Alt andet lige peger udviklingen på, at bilparken herhjemme på længere sigt primært kommer til at bestå af elbiler. Vi skal være med til at sikre, at både elbilejere og dem, der overvejer at investere i en elektrisk bil, lettere kan sikre, at elbilernes batterier forbliver i topform, hvilket er afgørende for deres ydeevne og holdbarhed, slutter John Gantzhorn.

Er du elbilejer, bliver det nu nemmere at få taget pulsen på bilens batteri. På det der svarer til lidt mere end en halvleg, på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Faktaboks: Kort om Applus+ Bilsyns batteritest

  • Applus+ Bilsyn benytter østrigske AVILOOs CARA-certificerede batteritest, som leverer information om sundheden af dit el- eller plug-in hybridbilbatteri.
  • Testen tager kun 20 minutter og giver batteriet en score ud fra bilens brugshistorik, herunder f.eks. hvor mange lynladninger, 100%-opladninger og afladninger, bilen har foretaget. Derudover udlæses den lagrede SOH (State of Health) værdi i bilens computer, hvis den er tilgængelig.
  • Efter testen får man en rapport med de beregnede fakta.
  • CARA-certificeringen bekræfter kvaliteten og nøjagtigheden af testen

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>