Pernille Wendel Mehl, adm. direktør i Danske Lotteri Spil, tiltræder som ny adm. direktør i EdTech-virksomheden Clio.
Den danske EdTech-virksomhed, Clio, som er den største udbyder af digitale læremidler i den danske grundskole, ansætter Pernille Wendel Mehl som ny adm. direktør.
Pernille Wendel Mehl kommer til Clio fra en stilling som adm. direktør i Danske Lotteri Spil A/S, hvor hun har spillet en stor rolle i Danske Spils digitale transformation – et arbejde der på ganske få år har flyttet Danske Spil fra at være en virksomhed som forbrugerne hovedsageligt mødte i kiosker og supermarkeder til nu i overvejende grad være en digital virksomhed.
Og det er netop Pernille Wendel Mehls kommercielle kompetencer og evne til at imødekomme og udnytte nye digitale muligheder, som gør hende attraktiv for Clio, lyder det fra Jan Lund, bestyrelsesformand hos Clio.
– Clio står allerede stærkt i markedet og har opbygget en fremragende organisation, hvor Pernille vil passe perfekt ind med sin enorme digitale indsigt, lederevner og øjne for nye muligheder. Pernille er måske en af de stærkeste digitale ledere i Danmark i øjeblikket, og jeg er utrolig begejstret for det scoop, vi har lavet ved at hente hende til Clio, siger Jan Lund.
Tidligere topposter
Pernille Wendel Mehl kommer fra en baggrund i marketing og forretningsudvikling. Hun startede sin karriere i GN Store Nord i 1994 og har siden haft forskellige marketingpositioner i Schulstad Frost og Orkla Foods, før hun blev CEO i BBDO Denmark i 2010, og i 2014 blev adm. direktør hos Danske Lotteri Spil.
Derudover sidder hun i bestyrelsen for Coop Danmark og Dansk Markedsføring.
– Clio er en super spændende virksomhed, der har formået at sætte en digital dagsorden i undervisningssektoren. Og med stærke idéer til udvikling af fremtidens læringsteknologier og missionen om, at gøre alle børn klogere i dag og i fremtiden, glæder jeg mig til at styrke denne udvikling sammen med hele holdet. Det giver mening og ikke mindst er det givende at kunne være med til at klæde kommende generationer på til en mere digital fremtid, siger Pernille Wendel Mehl.
Stillingen som adm. direktør i Clio blev ledig, efter virksomhedens forhenværende CEO, Jesper Eiby Christoffersen, opsagde sin stilling. Pernille Wendel Mehl tiltræder i Clio i efteråret 2021.
Privat bor Pernille Wendel Mehl i Hellerup med sin mand Rasmus Mehl. Sammen har de to sønner på henholdsvis 11 og 16 år.