Hver anden danske leder frygter et cyberangreb, mens svenskerne tager det mere ”avslappad”
Hjem UNDERSØGELSE Hver anden danske leder frygter et cyberangreb, mens svenskerne tager det mere ”avslappad”

Hver anden danske leder frygter et cyberangreb, mens svenskerne tager det mere ”avslappad”

Af Redaktionen

Mens nogenlunde lige mange ledere i Danmark, Norge, Sverige og Finland har oplevet et cyberangreb på deres virksomhed, er der stor forskel på, hvor bekymrede lederne i de forskellige lande er for konsekvenserne af angreb.

Danske virksomhedsledere er nemlig langt mere bekymrede end deres nordiske kolleger. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat på vegne af Telenor.

En ny undersøgelse fra Telenor, der er foretaget blandt 2162 nordiske ledere – fra administrerende direktører til it-chefer på tværs af brancher – viser, at 21 % af de danske ledere har oplevet en cybersikkerhedshændelse eller -angreb i det forgangne år. Det samme gør sig gældende for 18 % af de norske og finske ledere og 25 % af de svenske. Til gengæld afslører undersøgelsen en markant forskel i bekymringsniveauet.

Hver anden danske leder frygter et cyberangreb, mens svenskerne tager det mere ”avslappad”Blandt de danske ledere giver 50 % i undersøgelsen udtryk for en ”ekstrem” eller ”moderat” bekymring for, at deres virksomhed ville blive lammet, forstyrret eller midlertidigt sat ud af drift på grund af et cyberangreb. Til sammenligning gælder det 34 % af de norske, 15 % af de svenske og 29 % af de finske virksomhedsledere. Ligeledes viser undersøgelsen også stor forskel på, hvor bekymrede lederne er for skader på virksomhedens omdømme i tilfælde af cyberangreb. Her svarede 43 % af de danske ledere, at de var ”ekstremt” eller ”moderat” bekymrede, mens det samme gjorde sig gældende for 33 % af nordmændene, 15 % af svenskerne og 35 % af finnerne.

Behov for sund paranoia i virksomhederne

Selv om trusselsbilledet tilsyneladende er nogenlunde ens på tværs af Norden, tolker Telenor det høje bekymringsniveau blandt danske ledere positivt. For det viser, ifølge Telenor, at de danske virksomhedsledere i højere grad end deres nordiske kolleger er opmærksomme på de langvarige konsekvenser af et cyberangreb:

”Når det gælder sikkerhed – og i særdeleshed cybersikkerhed – bør man have en vis portion sund paranoia. Cyberangreb kan ramme alle, og selv en mindre hændelse kan lamme en virksomheds drift, underminere dens omdømme og svække omverdenens tillid. I virkeligheden er 50 % overraskende lavt. Samtlige danske ledere burde have cybersikkerhed øverst på agendaen,” siger Mikkel Kruse, der er direktør for Telenor Erhverv.

Undersøgelsen viser også, at 57 % af de danske ledere opfatter ”manglende forståelse og opmærksomhed” og ”mangel på viden og ekspertise” som de største hindringer for at forbedre deres virksomheds cybersikkerhed.

”Det understreger, hvor vigtigt det er at øge bevidstheden om cybersikkerhed og skabe en kultur internt i virksomheden med fokus på træning og oplysning. Det kræver bare ét uopmærksomt øjeblik og ét forkert klik at få en virksomhed til at gå i sort. Heldigvis kan teknologien hjælpe et stykke ad vejen, fx ved at blokere adgangen til skadelige links, men det gælder stadig om at reducere risikoen for menneskelige fejl. Det er afgørende i en verden, der bliver stadig mere digitalt forbundet, og hvor trusselsbilledet bliver stadig mere komplekst og hackerne konstant dygtigere,” siger Mikkel Kruse.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>