Er der brug for noget, fikser Klaus det.
Det gælder både hos Visma Consulting – men også i fritiden, hvor han sørger for, at tingene spiller.
Og apropos spille, så spiller Klaus både trommer og guitar i syv navngivne bands, alt imens han også optræder som DJ.
Ja, Klaus er udvikler. Men han er også meget mere end det – både på arbejdet og i fritiden. Klaus’ ansvarsområde i Visma Consulting er så bredt, at det kræver et længere interview at sætte sig ind i det hele. For udover at være projektleder og backend-udvikler på en grønlandsk kunde, hvor han bl.a. udvikler moduler inden for fiskeri og fangst til det, der svarer til vores Borger.dk (sullissivik.gl), så tager han også vagter på døgntelefonen til en større kunde, der overvåger USA’s fiskefartøjer. Derudover er han både repræsentant i et medarbejder-kontaktudvalg og i et såkaldt Chief Technical Officer Board (CTO-board). Og for det ikke skal være løgn, så er han også lige ansvarlig for Visma Consultings festudvalg.
Fra Kjellerup til København
Klaus er opvokset i en kernefamilie i den lille midtjyske by Kjellerup. “Helt ude i det sorteste, sorteste Jylland”, som han selv forklarer det. Her spillede Klaus, som alle andre drenge i byen fodbold og computerspil. Sidstnævnte blev spillet på en platform, hvor det også var muligt selv at programmere mindre spil. “Jeg havde nemmest ved det, så jeg ville gerne lave spil til vennerne, når de nu synes, det var sjovt at bruge”, forklarer Klaus.
Forsamlingshus-festens redningsmand
Da Klaus kom på gymnasiet, var programmering ikke det, som fritiden gik med. Til gengæld fyldte musikken og festerne meget – og når man snakker om fester i Kjellerup, så er det noget, der foregår i de nærliggende byers forsamlingshuse. Udover at være med til fest, optrådte Klaus med sit band som trommeslager. Bandet kunne naturligvis ikke spille uafbrudt hele aftenen, så der manglede musik i pauserne – men det fandt Klaus en løsning på. Han satte to CD-afspillere til sangmixeren, og det blev starten på Klaus’ første DJ-jobs, som han siden da har haft masser af. For som han selv siger: “Det er umuligt at pensionere sig selv som DJ – der er altid nogle, som har brugt dig før, der hiver fat i dig igen til nogle af livets store fester”.
Et valg mellem musik eller programmering?
Interessen for programmering blev for alvor genoptaget en dag i 2.g, da Klaus var til studievejledning.
“Sådan en vejleder begynder jo med at spørge, hvad man interesserer sig for, og her fortalte jeg uden tøven om min interesse for musik. Snakken gik lidt på mulighederne omkring konservatoriet, men så spurgte han, om jeg havde andre interesser. Her nævnte jeg mine tidligere programmeringer – og så svarede han hurtigt: Dét synes jeg, du skal gå med”, fortæller Klaus med et grin.
Efter gymnasiet læste Klaus til datamatiker i Aarhus. Her tog han et semester i San Francisco, der gjorde ham klogere på databaser, som blev emnet for hans afsluttende projekt, som han fremhævede i sin ansøgning til sit første fuldtidsjob i Lego. Ansøgningerne har han dog ikke haft brug for siden hen.
De mange gevinster i København
Da Klaus var 26 år, valgte han at hive teltpælene op af den jyske muld for at slå dem ned i de københavnske brosten. En studiekammerat havde tilbudt ham et job, han ikke kunne sige nej til i en mindre sotfware-virksomhed. Her fik Klaus som ene backend-udvikler til opgave at opbygge et online marketing software-
Som jysk tilflytter var der også en opgave i at opbygge et netværk – og her blev musikken igen løsningen. “Musikken gav mig ret hurtigt mange nye bekendtskaber. Jeg kom blandt andet til at spille med en it-civilingeniør, og gennem ham fik jeg arbejde i Sirius IT, som i dag er opkøbt af Visma. Og her har jeg så været siden 2008 uden at kede mig det mindste”, fortæller Klaus med lige dele stolthed og tilfredshed i stemmen.
Udover at København gav Klaus et godt job og fede musikalske bekendtskaber, så var det også i København, han fandt sin kone Sabine, som han nu bor sammen med i Glostrup.
Et job med plads til alle kompetencer og interesser
Klaus er i dag 47 år og ansat som senior-udvikler i Visma Consulting, men han laver også meget andet end at udvikle. Hans rolle er utrolig bred, og det passer ham glimrende. “Nogle dage kan jeg sidde og arbejde fordybet med databaser, og andre dage er jeg rundt til møder både med kunder og i interne projektgrupper”, forklarer Klaus.
Fra backend til projektledelse og videre til festplanlægning
Klaus bruger blandt andet sin faglige styrke i databaseanalyse og backend-udvikling på den grønlandske kunde. Men da han også er projektleder på løsningen, formår han samtidig at bevare det store overblik – som han fremhæver som en af sine personlige spidskompetencer.
“Jeg er god til at være i en kompleks situation og lynhurtigt mærke, hvorvidt der er taget hensyn til alle løse ender”, uddyber Klaus.
Som den primære kontakt til Visma Consultings grønlandske kunde, får Klaus også brugt hans relationelle kompetencer. De kommer også i spil i medarbejder-kontaktudvalget, i CTO-boardet og ikke mindst også som ansvarlig for festudvalget, hvor han også har gavn af at kunne bevare overblikket over store som små detaljer.
Klaus fikser det
På baggrund af Klaus’ brede ansvarsområde,har han stor medindflydelse på kulturen i Visma Consulting, som han selv værdsætter højt. “Her er plads til alle uanset køn, alder, interesser og stjerner på skuldrene. Både graduates, seniorer og ledere arbejder sammen og ses til sociale events på kryds og tværs”, forklarer Klaus.
Og apropos sociale events, så er det noget man altid kan finde i Visma-huset, hvor Klaus kan få æren for at arrangere en stor del af dem. Da Klaus bliver spurgt ind til, hvorfor han også har taget arrangør-kasketten på, siger han “fordi det manglede” – lidt ligesom, da han udviklede computerspil til vennerne og stod for musikken til de mange ungdomsfester – fordi det manglede.
Klaus’ fikser-gen kan spores tilbage til hans familie, som i høj grad arbejder indenfor håndværksmæssige fag, som ifølge Klaus selv egentlig ikke er langt fra it-verdenen. “It er i min optik også et håndværk – det foregår bare i en digital verden”.
Musik og it kan sagtens kombineres
“Musikalsk” er måske ikke den egenskab, de fleste vil forbinde med en udvikler – men for Klaus er it og musik den perfekte cocktail.
Selvom fritiden i teenagerårene stod på programmering, holder han sig i dag til at gøre det i arbejdstiden. Og så alligevel ikke helt – for som DJ er det ret praktisk at kunne programmere eget software til at optimere ens optræden. Hvordan man gør det, har Klaus lavet mere end 260 YouTube-videoer om. Den anden vej rundt, kan Klaus også bringe musikken i spil i Visma Consulting, da han gerne stiller DJ-pulten op eller optræder med bandet til firma-fester til stor glæde for kollegerne.
Nogen vil måske mene, at der er rigeligt at se til som it-udvikler med adskillige kasketter på samtidig med at være medlem af syv bands – men ikke for Klaus. “Jeg vil ikke undvære nogle af mine ansvarsområder i Visma Consulting, da netop kombinationen gør, at jeg laver alt det, jeg brænder for”. På samme måde vil han heller ikke gå ned på musikken “Jeg har brug for at spille musik. Musikken er mine hellige pusterum, hvor jeg kan trække stikket fra alt andet”, forklarer Klaus.
Aflivning af stereotyp: Udviklere laver også andet end at kode
“Nogle vil beskrive udviklere som personer, der sidder og nørder kode fra morgen til aften – og som derfor enten bliver hængende længe på arbejdet eller koder videre på hobbyprojekter, når de kommer hjem. Men det er de færreste af mine kolleger, der ikke har en bredere hverdag end det. Enten ved at bruge tid med familien eller dyrke en hobby – som blandt andet musik”, svarer Klaus, da han bliver spurgt om, hvilken stereotyp på en udvikler, han vil aflive.