Europas hurtigst voksende markedsplads for genanvendt elektronik, Refurbed, lancerer en B2B-løsning i Danmark, der kommer danske virksomheder med grønne ambitioner til gode.
Dansk erhvervsliv får nu væsentligt nemmere ved at få plus på miljøkontoen.
Det sker i forbindelse med, at Refurbed, Europas hurtigst voksende markedsplads for genanvendt elektronik, går i luften med en B2B-løsning i Danmark.
Den nye løsning giver blandt andet danske virksomheder mulighed for at købe genanvendte bærbare computere, telefoner og tablets til priser, der er op til 40 procent lavere end nye modeller og sparer miljøet for betydelige mængder CO2.
”Med vores nye B2B-tilbud hjælper vi ikke alene danske virksomheder med at spare på bundlinjen, vi bidrager også til, at de lettere når deres miljømål, som stadigt flere arbejder ud fra. Undersøgelser viser fx, at man sparer helt op til 70 procents CO2-udledning, hvis man køber en istandsat smartphone frem for en ny,” siger Emma Jefelt, marketingansvarlig og talsperson for Refurbed i Danmark.
Direkte B2B-partner
I modsætning til Refurbeds eksisterende tilbud til privatkunder, hvor virksomhedens online markedsplads agerer forhandlerled mellem forbrugeren og en tredjepartstekniker, bliver salgsmodellen med den nye erhvervsløsning en anden.
”Som noget nyt bliver vi direkte kontraktpartner for vores erhvervskunder. Det vil sige, at vi varetager hele processen – fra overslag på skræddersyede tilbud til betalingsafviklingen. Virksomheder kan også sælge deres enheder tilbage til os, så de igen kan få nyt liv i den cirkulære økonomi,” siger Emma Jefelt.
Refurbeds nye B2B-tilbud er tilgængeligt nu.